Tværgående sundhedsforskning kræver stærkt commitment og strategisk fordeling af forskningsmidler med patienterne for øje

Konkurrenceudsatte forskningsmidler spiller en stigende rolle i finansieringen af danske forskningsprojekter. Men er måden, vi finansierer sundhedsforskningen på en hindring for det tværgående forskningssamarbejde, hvor en mere holistiske forskningstilgang udfordres af konkurrencekulturen? Hvordan understøtter vi både det fælles mål og egne interesser, så vi hurtigere kan få nye behandlinger ud til patienterne?

Jens Oddershede er formand for Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske råd (DFiR), som rådgiver Regeringen og Folketinget om forsknings- og innovationspolitik. I følge Jens har man i mange år set konkurrencen om de eksterne midler som et incitament for at tiltrække dygtige forskere til de større forskningspuljer, men der er en tendens til, at både stat og regioner finansierer flere tværgående projekter.

”Der er konkurrence mellem regionerne, mellem hospitalerne og mellem universiteterne. Alle vil gerne være dem, der får tildelt specialer eller finder en ny behandling. Men det fælles mål kan komme i klemme mellem egne interesser. I et land med 6 millioner mennesker skal vi i højere grad stå sammen i forhold til den internationale konkurrence, hvis vi vil sikre vores velfærd. Jeg tror derfor, det er fremtiden, at vi går sammen i større enheder. Men det kræver, at de stærkeste forskningssamarbejder giver plads til de mindre stærke, og det kræver nogle stærke økonomiske incitamenter. Hvis de offentlige midler i højere grad øremærkes de tværinstitutionelle forskningssamarbejder, er jeg overbevist om, at de private vil følge med”, siger Jens Oddershede.

Forskningsorganisationernes commitment er afgørende for fondene

Også fondene viser stigende interesse for de bredere forskningssamarbejder, oplyser Jens Oddershede, der udover formandsposten i DFiR sidder i bestyrelsen i Veluxfonden.

”Fondene vil gerne støtte konstruktioner, hvor flere partnere går sammen, hvis der er et økonomisk engagement fra parterne bag. For udover at det skal interessere fondene, skal det være noget, som de kan se, organisationerne vil føre videre. Hvis en fond er med til at opbygge en stor kohorte gennem mange år, vil de jo gerne sikre, at organisationerne i projektet vedligeholder materialet efterfølgende.

Det er vigtigt, at Regionerne rykker sammen med nogle af de store universiteter, så de i fælleskab kan løse nogle af de udfordringer, vi står overfor på sundhedsområdet. Her er initiativer som Greater Copenhagen Health Science Partners gode. Men det er afgørende, at man går helhjertet ind i samarbejdet. Beholder man guldæggene til sig selv, kan det blive svært at indhente finansiering til fælles projekter”, siger Jens.

Skæv fordeling af midler til basal og klinisk forskning udfordrer samarbejde på tværs

Udover et dedikeret samarbejde kan fordelingen af forskningsmidlerne spille en rolle for de tværgående samarbejder. Det mener professor og overlæge Anders Perner, som er klinisk forsker på Rigshospitalets intensivafdeling og Københavns Universitetet. Han oplever, at der er en ubalance i fordelingen af midler til henholdsvis basal og klinisk forskning, og han ser det som en hindring for det tværgående forskningsarbejde.

”Det tværfaglige forskningssamarbejde er helt essentielt. På det faglige niveau fungerer samarbejdet rigtigt godt mellem de basale og de kliniske miljøer og det tilfører vigtige ressourcer til det akademiske arbejde. Men de mange organisatoriske barrierer og skævvridningen i den kliniske og basale forskningsfinansiering er en udfordring.

Det er først og fremmest forskningsspørgsmålet, der driver samarbejdet. Men når vi ser på samarbejder på tværs af universiteter og hospitaler, er der en uhensigtsmæssig ubalance, fordi den basale forskning som udgangspunkt er bedre finansieret via universiteternes grundbevillinger end den kliniske forskning er på hospitalerne. Det kan få betydning for strategiske beslutninger i vores samarbejde på tværs. Det skyldes at de kliniske forskere ikke kan byde ind lige så progressivt, når de ikke har sammen grundbevillinger at trække på. For eksempel mangler mange kliniske miljøer forskningsinfrastruktur, hvilket kan gøre det svært at etablere samarbejde med universiteterne. Pointen er, at der skal være et ressourcegrundlag for at kunne bidrage med klinisk data og vice versa”, forklarer Anders Perner.

Store forskningsområder mangler finansiering

Den voksende andel af forskningsmidler fra private eksterne fonde bidrager til store danske forskningsprojekter, som ikke kan løftes økonomisk foruden, og både universiteterne og hospitalerne er stigene grad afhængige af eksterne midler. Det er dog ikke alle områder, der nyder godt af fondenes midler. Jens Oddershede peger på, at de private og de offentlige fonde ofte interesserer sig for de samme områder, men det er ikke nødvendigvis de områder, hvor der er mange patienter.

”Udfordringen er, at der er mange kliniske sygdomme, der ikke passer ind i fondenes fundat (det som den konkrete fond yder støtte til). Derfor har det offentlige en særlig opgave i at støtte op om den forskning, der ikke støttes af fondene. Det gælder også den tværgående sundhedsforskning. Ellers er der vigtig basal og klinisk forskning, der ikke bliver gennemført”, siger Jens.

Den bekymring deler overlæge Anders Perner, der erfarer, at industrien og fondene foretrækker at samarbejde om forskningsområder, der i forvejen modtager finansiering.

”De områder der har kommercielle investeringer bliver stærkere og stærkere. Men omvendt er det, for de områder og patientgrupper industrien ikke interesserer sig for. Her bliver der ikke i samme grad udviklet nye behandlinger. Det skyldes bl.a. en kulturel tradition, hvor vi har vægtet grundforskning og translationel forskning højere end praktisk/klinisk forskning. Vi har ikke fra starten tænkt, at midler til forskning skal gives, så de kommer flest mulig patienter til gavn. Og så investerer det offentlige ikke i den finale test, der viser om en behandling virker – det har vi overladt til industrien”, siger Anders.

GCHSP arbejder for at styrke samarbejdet mellem den basale og den kliniske forskning der udføres på universiteter og hospitaler. Målet er at fremme hurtigere implementering af nye gennembrud til gavn for patienterne og det samlede sundhedsvæsen. Det sker i tæt samarbejde mellem Københavns Universitet, DTU, Region Hovedstaden og Region Sjælland. Kernen i samarbejdet er en række excellente forskningsgrupper kaldet Clinical Academic Groups (CAGs), hvor grundforskerne fra universiteterne og kliniske forskere fra hospitalerne sammen forsøger at få deres forskning længere ved at dele deres ekspertise og netværk i CAG-samarbejdet.

Læs mere om CAGs.

Om Anders Perner

Om Jens Oddershede

  • Formand, Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd, professor, fhv. rektor, Syddansk Universitet, fhv. formand, Rektorkollegiet
  • Bestyrelsesmedlem i Veluxfonden
  • Debat om bredden i dansk forskning

Begynd at skrive og tryk enter for at søge

CAG ROAD holder symposium om knæartroseBørneastma - Greater Copenhagen Health Science Partners