Hvad skal der til for at lede en tværorganisatorisk gruppe af sundhedsforskere? Det spørgsmål kan man med rette stille lærestolsprofessor og overlæge Kirsten Grønbæk, som er formand for det tværgående sundhedssamarbejde i blodsygdomme ’CAG Translational Hematology’. Det handler ifølge Kirsten primært om at lytte, have tillid og om at sikre at alle de der er involverede i det fælles projekt, vil projektet.
CAG står for Clinical Academic Group, som er kernen i GCHSP-samarbejdet, der skal sikre bedre og hurtigere behandling af patienterne inden for et sundhedsfagligt behandlingsområde ved at koble basal forskning og klinisk forskning tættere sammen. At lede en CAG kræver derfor stærke kompetencer inden for tværfaglig ledelse på tværs af organisationer.
Som leder af en CAG skal man lytte og stole på det, de andre gør
Som CAG-formand har man ikke den type ledelsesmandat, som det er tilfældet, hvis man f.eks. sidder i sit eget laboratorium. En væsentlig forskel er ifølge Kirsten Grønbæk, at man leder i en klassisk ledelsesstruktur formelt bestemmer, mens man som CAG-leder skal navigere i en mere flad ledelsesstruktur.
”Man kan sige, det er en slags fælles ledelse, hvor man skal lytte mere og have tillid til, hvad de andre gør. Min vigtigste rolle som formand for CAG Translational Hematology er at samle CAG-gruppen. Det gælder også nu, hvor vi skal have integreret de mange forskellige hospitalsafdelinger på en måde, så alle føler, de har en stemme”, siger Kirsten.
Det er afgørende, at vi har kendskab til og respekt for det, de andre gør
CAG Translational Hematology består af kliniske forskere fra mange forskellige hospitalsafdelinger over hele landet og basalforskere fra Københavns Universitet. Samarbejdet mellem dem kræver en åben kultur, som sikrer, dels at der er kort vej fra de basale laboratorier til klinisk praksis, og dels at man har forståelse for, hvordan de andre arbejder.
”Når klinikere og basalforskere skal samarbejde, er det vigtigt med en forståelse af hinandens arbejdsgange og forskellige kulturer. Vi skal sikre en gensidig respekt og forståelse for hinandens arbejde. Vi kan ikke gå ud fra, at læger ved, hvordan basalbiologer arbejder og omvendt. Som læge har du et stærkt fokus på patienterne og som basalforsker er du måske optaget af, hvorvidt du kan lokalisere et nyt ’target’ i en mus, så nye lægemidler kan valideres.
Basalforskningen handler om at finde nye tilgange, og det vil som hovedregel tage lang tid f.eks. at udvikle en mussemodel, som man skal følge, indtil den evt. udvikler den sygdom, man ønskede at undersøge. Det kan godt virke noget langsommeligt for en kliniker, der måske på forhånd har data tilgængelige i en database. Omvendt er der aspekter ved den kliniske forskning som basalbiologerne undrer sig over – f.eks. hvor svært det kan være at skaffe tilstrækkelige patient materiale fra en hel bestemt subgruppe af patienter, og hvor mange regulativer der skal til før det kan lade sig gøre.
Forskellene betyder noget for, hvordan vi ser på hinandens arbejde. Man skal derfor opbygge ny viden i begge lejre. Det kan CAG’en bidrage til, men det tager lang tid. Derfor har vi også brug for, at de yngre læger og forskere skal forstå begge områder bedre end generationerne før dem. I CAG’en har vi fælles møder med de ph.d.-studerende, som er tilknyttet henholdsvis kliniske og basale forskningsprojekter. Blandt andet sådan kan vi bringe de to discipliner sammen på et tidligere tidspunkt”, forklarer Kirsten
En CAG er ikke en samling af parallelprojekter, men et fælles projekt med fælles mål
En CAG består ud over et formandskab af en række key-members, som har en aktiv rolle i CAG’en. Key-members kan komme fra forskellige organisationer, og bidrager på den måde med viden og netværk til CAG’en. Men selve konsolideringen af CAG’en kommer ikke nødvendigvis af sig selv.
”Det er afgørende, at man får de rigtige personer med – personer som ser det som et fælles projekt. Det skal være dem, der vil dele deres viden og som vil samarbejdet. Det handler også om at have et godt forhold til hinanden på tværs, at man stoler på hinanden og kan se værdien i at samarbejde. Lykkedes det, får man værdifulde input og viden fra hinanden. Sådan har vi i vores CAG i fællesskab fået nye ideer, der skal integreres i det fælles projekt”, siger Kirsten.
Fælles infrastruktur understøtter fælles viden
Kirstens gruppe har fået finansiering fra flere sider, men for at få bundet det hele sammen har de anvendt CAG-midlerne til at skabe en infrastruktur.
”Vi har et fælles Board, hvor man kan komme med ideer og som beslutter, hvilke projekter der skal godtages. Det sikrer at der inddrages interessenter alle steder fra og at vi undgår at der skabes parallelprojekter i stedet for det fælles projekt. Det er med til at binde os sammen.
Som en del af den fælles infrastruktur har vi også etableret fælles biobanking og vi har ansat projektsygeplejersker til de forskellige afdelinger, som sørger for, at vi får indsamlet materiale. Det er noget vi alle kan drage nytte af. Når alt det foregår på tværs, får vi et større patientgrundlag samt input og viden fra alle i samarbejdet. Det gælder bl.a. samarbejdet med Aalborg, som har en specialviden om udvikling af databaser og Roskilde og Odense som har stor erfaring med livskvalitetsstudier, mens vi her på Rigshospitalet og BRIC er gode til det basale.
CAG’en har faciliteret, at vi nu samarbejder på tværs af hele landet. De blodsygdomme vi arbejder med er relativt specielle og heterogene, så samarbejdet betyder, at vi nu relativt hurtigt får genereret en stor kohorte. Det er hele grundstenen i vores arbejde, og utroligt vigtigt for at vi kan være attraktive samarbejdspartnere og bliver konkurrencedygtige i forhold til de store udenlandske hospitalsenheder som forsker i lignende emner”, siger Kirsten.
CAG’en har spredt ringe i vandet
”Hvad der begyndte som et projekt på Rigshospitalet og KU, er nu blevet et landsdækkende hæmatologisk projekt. For mig har CAG’en været et vigtigt incitament til at tænke større. Man kan sige, at CAG’en har spredt ringe i vandet og skabt initiativ til på sigt at lave et internationalt projekt. Ligeledes har det givet mig en ny stemme, fordi GCHSP’s partnerskabsorganisationer og senest støtten fra Kræftens Bekæmpelse har været med til at definere, at det er en god ide at samarbejde på tværs. Det er en stor fordel både at have opbakning i organisationerne og et mandat til at samle landet”, siger Kirsten.
Styrken ved personlige relationer og netværk
Kirsten Grønbæk er uddannet i Odense, hvor hun også har arbejdet på Hæmatologisk afdeling. Siden har hun været ansat på Herlev Hospital, i Kræftens Bekæmpelse og på Rigshospitalet. Det at hun har erfaring fra mange steder betyder, at hun ikke alene har et bredt kendskab til hæmatologien i Danmark, men også et bredt netværk på tværs af hele landet.
”Et personlig kendskab til folk gør det altid nemmere. Det betyder, at der er tillid. Jeg er vant til at arbejde med mange afdelinger på tværs af landet. Det giver mig en god ballast og en bred indgangsvinkel til at gå ind i et CAG-samarbejde”, slutter Kirsten.
