”Der er ikke noget vigtigere end at arbejde med børn” – Prestigiøs Novo Nordisk Pris fejres ved festforelæsning for CAG-formand Hans Bisgaard

CAG formand og professor ved Dansk BørneAstma Center, Hans Bisgaard modtog for nyligt den prestigiøse Novo Nordisk Pris for hans forskning i børneastma. Den 22. marts blev prisoverrækkelsen fulgt op af en festforelæsning om hans banebrydende resultater inden for forebyggelse og behandling af astma.

Novo Nordisk Fonden tildelte i februar Novo Nordisk Prisen 2019 til Professor Hans Bisgaard. Novo Nordisk Prisen er den største pris inden for medicinsk forskning i Danmark og gives ’som belønning for enestående lægevidenskabelig forskning eller anden forskningsindsats, der kan komme lægevidenskaben til gode’.

Hans Bisgaard der er formand for den ambitiøse forskningsgruppe ’CAG Modulating the Infant Microbiome for Disease Prevention’, har gennem sin karriere gennemført talrige kliniske studier, der har ført til optimeret behandling af børn med astma.

Hans Bisgaard festforelæsning på Herlev Hospital

“Jeg er meget taknemmelig for prisen fra Novo Nordisk Fonden, og ser det som et resultat af min forskningsstrategi med mangeårigt fokus på translationsforskning, som også er det bærende i CAG-projektet. Prisen er således både en støtte til CAG-projektet og en anerkendelse af at vi er på rette spor”, siger Hans Bisgaard.

Det var med stående bifald, at Hans afsluttede sin festforelæsning, som én gang for alle segmenterede, at den forskning han har bidraget med inden for børneastma, har og vil have kolossal betydning for de mange mennesker, der lever med astma.

Blandt de mange anerkendende ord, der faldt ved den festlige begivenhed lød bl.a.: ”Det er i dag meget bedre at være syg med astma end det var for 10-15 år siden, og det er til dels takket være Hans Bisgaard og den enestående forskning, han har bidraget med”.

En af talerne ved festforelæsningen var CEO i Novo Nordisk Fonden, Birgitte Nauntofte. Hun fremhævede blandt andet, at Hans Bisgaard har sat astma på verdenskortet og samtidigt vist, at han kan føre klinikere og grundforskere sammen inden for dette vigtige område.

Også formand for Novo Nordisk Pris Komité, Jørgen Frøkiær fremhævede, at Hans Bisgaards forskning har fået afgørende betydning for det translationelle felt inden for børneastma.

Netop evnen til at skabe forskningssamarbejde på tværs er, hvad Hans Bisgaard også overbeviste et internationalt bedømmelsespanel om, da han i juni 2018 blev udnævnt til CAG formand i GCHSP og etablerede forskningssamarbejdet ’CAG Modulating the Infant Microbiome for Disease Prevention’. Her danner Hans par med CAG næstformand Søren Johannes Sørensen fra Københavns Universitet. Det ambitiøse CAG-samarbejde der samler grundforskere og kliniske forskere på tværs af Region Hovedstaden, Region Sjælland, DTU og Københavns Universitet vil forbedre forebyggelsen af kroniske inflammerende sygdomme og behandling af børneastma.

Som Barn oplevede Hans Bisgaard selv de fysiske og psykologiske konsekvenser af at have astma. Det er en af hovedårsagerne til, at han har dedikeret de seneste 35 år af sit liv til at undersøge årsagerne til sygdommen og forbedre behandlingen af børn, der lider af astma.

Læs mere om Novo Nordisk Prisen 2019 og Hans Bisgaard på følgende sider

Gentofte Hospital

TV2 Lorry

Altinget

Københavns Universitet

CAG-ledelse og sundhedsfoskning på tværsArtrose CAG ROAD om slidgigt