Mød ph.d.-studerende Martin Wiinberg
Cand. Scient. Mol. BioMed
Ph.d.-studerende på DTU, Institut for Sundhedsteknologi, Research Section for Cell and Drug Technologies
Tilknyttet Videncenter for Hudkræft, http://www.vfhk.dk
Vejledere: Professor Thomas Lars Andresen, DTU, Professor Merete Hædersdal, Bispebjerg Hospital og Ph.d. Uffe Høgh Olesen
Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?
Vores immunforsvar beskytter os ikke kun mod infektioner, men også mod at celler bliver til kræftceller. Når kræftsygdomme udvikler sig, sker det delvis, fordi kræftceller undviger immunforsvaret – det tyder på, at immunforsvaret spiller en særlig vigtig rolle i at forhindre hudkræft.
I min ph.d. undersøger jeg effekten af en nyudviklet immunterapi, der kan stimulere immunforsvarets evne til at bekæmpe tumoren.
Fokus i min forskning er at evaluere behandlingseffekten af et stærkt immunstimulerende lægemiddel, som bliver indsprøjtet i tumoren i en særlig gelé, hvorved lægemidlet bliver frigivet over længere tid. Vores resultater fra hudkræftmodeller tyder på, at der er god behandlingseffekt, og at dette lægemiddel kræver færre behandlinger end de nuværende godkendte lægemidler til hudkræft.
For bedre at kunne forstå hvordan immunforsvaret reagerer på behandlingen, har jeg udviklet nye prækliniske hudkræftmodeller, der efterligner hudkræft hos mennesker. Tidligere hudkræftmodeller har både været dyrere og udfordrende at benytte til vurdering af behandlingseffekter.
Håbet er, at vores nye modeller kan bidrage til udviklingen af mere effektive behandlinger for hudkræftpatienter.
Hvad betyder det at være en del af en CAG?
SCIN CAG-samarbejdet har skabt stærke tværfaglige rammer for mit ph.d.-forløb. SCIN CAG har dannet rammen for et samarbejde med Dermatologisk Afdeling på Bispebjerg Hospital, hvilket har skabt en stor translationel værdi for mit projekt.
Samarbejdet har åbnet dørene ind til klinikkens verden, hvor jeg i mødet med læger og sygeplejersker på afdelingen opnår en dybere forståelse for de nuværende udfordringer i behandlingen af hudkræft – både fra behandlernes og patienternes perspektiv.
Jeg mener, at viden om de kliniske udfordringer er essentielle at have i baghovedet, når man udvikler nye terapier i laboratoriet.