Mød ph.d.-studerende Signe Brinch fra CAG Research in OsteoArthritis Denmark (ROAD)

Mød ph.d.-studerende Signe Brinch fra

CAG Research in OsteoArthritis Denmark (ROAD)

CAG Research in OsteoArthritis Denmark (ROAD)

Ph.d.-studerende:
Signe Brinch,
læge, ph.d.-studerende,
Muskuloskeletal forskningsenhed,
Radiologisk afdeling,
Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Ph.d.-studerende Signe Brinch, CAG ROAD

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?

“I mit arbejde i skadestuen har jeg mødt mange børn og unge, som gentagne gange har oplevet, at deres knæskal går ud af led. Det sker ofte ifm. fysisk aktivitet. Den under-liggende diagnose, der medfører disse ledskred, er en medfødt deformitet af lårbensknoglen. Diagnosen overses ofte gentagne gange, før patienterne henvises til idrætskirurgerne. Hvis patienterne ikke henvises rettidigt til korrektionskirurgi, kan det resultere i tidlig udvikling af knæskalslidgigt i leddet mellem knæskallen og lårbenet, med risiko for smerte, begrænset aktivitet og meget tidlig udskiftning af hele knæleddet. Før der foretages korrektionskirurgi, laver man typisk en MR- eller CT-skanning for at måle forskellige afstande og vinkler omkring knæskallen. På Bispebjerg Hospital har vi, som det eneste hospital i Danmark, nu mulighed for at anvende en nyere 3D CT-teknologi – vægtbærende CT, hvor man står op med vægtbelastning på benet under skanningerne. Man ved at vægtbæring kan have en effekt på visse røntgenmål hos patienter med slidgigt, men det er endnu ikke undersøgt om brugen af vægtbærende CT kan ændre de målinger, der foretages hos patienter med ledskred af knæskallen. Jeg undersøger altså, om det er en fordel at bruge vægtbærende CT frem for den mere gængse og tilgængelige liggende CT”.

 

Hvad betyder det at være en del af en CAG?

“At være er en del af CAG-ROAD giver os som ph.d.-studerende muligheden for at være en del af et større forskernetværk på tværs af hospitaler og specialer. Ved at være i en CAG er det nemmere at starte tværfaglige projekter, blive inspireret og gøre brug af hinandens faglighed og viden – både fra vejledere, men i høj grad også fra de andre ph.d.-studerende”.

Signe Brinch

 

03.08.2023

Artrose CAG ROAD om slidgigtArtrose CAG ROAD om slidgigt