Hvad er det nu, en calcineurin inhibitor egentligt gør? Med en fod i to verdener samler en CAG-ph.d. forskning på tværs af universitet og hospital

Når man som ph.d.-studerende på et hospital ikke har en klinisk baggrund, kan mødet med patienten både motivere og skabe fornyet mening med forskningen. ”Nu taler jeg med patienterne og fornemmer, hvor meget deres allergi påvirker dem. Det er jeg blevet meget rørt over”, fortæller Michael, som er ph.d.-studerende i et CAG-stipendiat under CAG Allergy i GCHSP.

Med en baggrund i molekylærbiologi og det basale forskningsmiljø ville Michael gerne prøve kræfter med den kliniske forskning og komme lidt tættere på patienterne. I hans ph.d.-projekt ser han på, hvorfor nogen stadig får nikkelallergi.

Hvad er det særlige ved at være ph.d. i en CAG?

”Det særlige er koblingen mellem det kliniske og det subkliniske. Alle dem jeg sidder sammen med, som udfører klinisk forskning, de er læger. De laver meget epidemiologisk forskning. Med min baggrund ser jeg på, hvad der sker på celleniveau. Men man skal kunne oversætte det, så det ikke bare er celler. Det der interesserer mig, er at skabe den bro mellem basal research og klinisk research.

Det er enormt givende, at jeg kan gå over i klinikken og tale med patienter. Det betyder meget for mig og det vil jeg ikke have samme mulighed for, hvis jeg kun var på universitetet. Når jeg taler med patienterne, ser jeg, hvor meget det påvirker dem. Det er jeg blevet meget rørt over. For mig er det meningsfuldt og noget mere end spreadsheets og laboratorieanalyse. Jeg kan jo ikke tale med mus”, siger Michael.

Hvad betyder det for dine muligheder fremadrettet?

”Med min baggrund vil jeg højst sandsynligt videreuddanne mig til immunolog, og det er basal research. Men jeg vil have meget klinisk erfaring, og det er der ikke mange immunologer, der har. Herudover har jeg fået et større og bredere netværk. Via min universitetstilknytning deltager jeg på konferencer med universitetets Institut for Immunologi og Mikrobiologi og samtidig har jeg det kliniske aspekt, når min hovedvejleder fra hospitalssiden sender mig til konferencer med alle lægerne.

Jeg sagtens se mig selv sidde på et universitet og forske i fremtiden, men jeg vil også trække forskningen i den kliniske retning”, siger Michael.

Oplever du nogen forskel i tilgangen til forskning fra klinikere og basalforskere?

”Sproget vi anvender, har forskellige begreber. Det oplever jeg bl.a., når lægerne stiller andre spørgsmål end jeg.

Læger forsker også på en anden måde, end hvor jeg kommer fra og har en anden viden. Det er udfordrende, men på samme tid lærer jeg mere. Jeg får mulighed for at spørge, hvorfor man egentlig vælger den ene frem for den anden behandling i praksis, og jeg kan til gengæld svare dem på, hvad en Calcineurin inhibitor egentligt gør. For læger forstår brugen af calcineurin inhibitorer som behandling, men oftest ikke de underliggende molekylære mekanismer.

Det er en stor fordel at sidde et sted, hvor du kan spørge om alt det, du ikke selv ved. Selv tager jeg den basale tankegang og måden at tale på med ind i klinikken. Samlet set lærer vi mere af hinanden, når vi arbejder tættere sammen, bl.a. fordi der er mange samtaler, man kun har, fordi man følges ad til frokost.”

Har den translationelle læring nogen betydning for formidlingen af din forskning?

”Immunologer skriver ofte til immunologer, men tror, jeg kommer til at beskrive forskningen lidt bredere, så den bliver mere tilgængelig og ikke blot til forskningsmiljøet. Det kan f.eks. være for folk, der arbejder med hud, men som ikke er inden for allergi. For de synes måske ikke, at det er spændende at læse om de forskellige proteiner, der reagerer nede i immunforsvaret.

Med min uddannelsesbaggrund kan man hurtigt få skyklapper på. Forstået på den måde, at man glemmer det første spørgsmål, der blev stillet – spørgsmålet der tog udgangspunkt i et menneske. Når man blander det basale og det kliniske, opnår man en mere samlet forståelse”, forklarer han.

Hvad betyder det for din forskning, at du er kommet tættere på patienterne?

Til daglig arbejder Michael på Videncenter for Allergi, hvor han som en del af hans arbejde rådgiver om nikkelallergi. Her har han erfaret, i hvor mange sammenhænge nikkelallergi spiller en rolle i menneskers hverdag.

”Jeg har mødt en, der solgte handsker, som personen var bange for, at der var nikkel i. En anden var musiker og spurgte, om man kunne få instrumenter uden nikkel, fordi han med nikkelallergi ikke kunne spille på sin trompet længere. Groft sagt troede jeg før, at nikkelallergi var noget, kvinder sagde de havde for at få dyre smykker”, og cementerer således ironisk sin pointe om det læringspotentiale, der ligger i den translationelle forskning og mødet mellem forskeren og patienten.