Mød PhD-studerende Merete Brink Speedtsberg

Mød PhD-studerende Merete Brink Speedtsberg

Humafysiolog og ph.d.-studerende,
Sports Orthopedic Research Center – Copenhagen (SORC-C) & Human Movement Analysis Laboratory,
Ortopædkirurgisk Afdeling,
Amager og Hvidovre Hospital.

merete-brink-speedtsberg_small

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?

Mit phd-projekt er en del af en større randomiseret klinisk undersøgelse der sammenligner de tre mest anvendte kirurgiske metoder til at behandle forreste korsbåndsskader i knæet. Vi følger patienterne tæt i 24 måneder ift. knæfunktion, biomekanik, klinisk status og muskelanatomi i et tværfagligt samarbejde mellem læger, humanfysiologer og fysioterapeuter. Det er derfor et privilegie i mit projekt at samarbejde og sparre med en yngre læge, der ligeledes er ansat i en phd-stilling i CAG-road.

Skade i forreste korsbånd i knæet er en alvorlig skade, der primært pådrages af unge, aktive personer og kan resultere i nedsat knæfunktion, slidgigt og forringet livskvalitet. Skaden kræver ofte operation hvor det beskadigede korsbånd erstattes med en sene fra patientens skadede ben. Tre forskellige sener bruges primært som donorvæv: Hasemuskelsenen, lårmuskelsenen og knæskalssenen.

Til trods for mange års forskning og tusindvis af årlige operationer er der fortsat uklarhed om valget af donorvæv og mangel på retningslinjer. Vi ønsker at etablere evidensbaserede retningslinjer for kirurger og øge forståelsen af mekanismer der kan støtte patientens vej mod et smertefrit og idrætsaktivt liv.

Donorvævssenen der bruges ved operationen fjernes som beskrevet fra en ellers rask muskel i det skadede ben hos patienten. Min opgave som humanfysiolog og som en del af Human Movement Analysis Laboratory er at undersøger hvad valget af donorvævssene har af konsekvens på biomekanik og muskelkontrol i bevægelse i det første år efter operationen.  I samspil med projektets undersøgelse er målet at kunne klarlægge og vurdere hvad det betyder for det langsigtede resultat efter operation.

Hvad betyder det at være en del af en CAG?

Jeg er uddannet indenfor idræt og humanfysiologi og er i min kliniske forskning afhængig af et tæt samarbejde med læger, sygeplejersker og andre fagprofessionelle med daglig patientkontakt og erfaring fra ambulatorier og operationsgangen.

At være en del af CAG ROAD øger samarbejdet på tværs af discipliner og faggrupper så vi kan drage fordel af hinandens ekspertise, metoder og praksisviden.

Kasper Stenberg MadsenSCIN CAG