Etablering af nye CAGs
Alle der lever op til kriterierne for at blive CAG kan ansøge. Se nærmere nedenfor.
Er du interesseret i at søge optagelse i en af de nuværende CAGs, kan du kontakte forpersonskabet for den pågældende CAG direkte eller kontakte sekretariatet for at høre mere.
Tæt integration af forskning og klinik
En CAG er en samarbejdskonstellation, der skal sikre samarbejde mellem forskere fra hospitaler med forskere på universiteter. I en CAG flyder eksisterende viden frit, og nye ideer til forskning, innovation, uddannelses- og kompetenceudviklingstiltag udvikles i samarbejde, samtidig med at deltagerne påvirker hinandens faglige dagsordener.
CAG-konstellationen er med til at skabe en smidig samarbejdsstruktur, som sikrer, at implementering af ny forskning sker hurtigere i klinikken, blandt andet gennem inddragelse af relevante klinikledelser og afdelingsledelser og dermed hurtigere skaber værdi for patienter og borgere.
En CAG ledes af en CAG forperson og en CAG næstforperson og skal derudover knytte to yngre forskere fra klinik og universitet til forpersongruppen. CAG-forpersonerne er ansvarlige for at klinik- og afdelingsledelser samt institut- og centerledere inddrages i arbejdet. Gennem det styrkede samarbejde er forskerne på universiteterne og hospitalerne med til at påvirke det faglige arbejde i klinikken, ligesom klinikken er med til at påvirke forskernes dagsorden.
Forskningsbetingelserne styrkes
Samarbejdet i CAG’en påvirker forskningsdagsordenerne, så forskningen bedre kan være med til at løse de store samfundsmæssige udfordringer på sundhedsområdet. Ligeledes får forskningen en optimal tilgang til data og patienter, som løfter kvaliteten i forskningen. CAG’en sikrer, at forskningen både bliver af højere international kvalitet og mere relevant samt lettere at implementere. Dermed kan CAGs også fungere som en ramme, der har lettere ved at søge finansiering nationalt og internationalt.
Praksisnær uddannelse og kompetenceløft
En CAG skal sikre mere praksisnær uddannelse og kompetenceløft baseret på den nyeste viden. Det er afgørende for en CAGs succes, at den faglige viden – både ny og eksisterende – bliver spredt og anvendt af sundhedspersonalet på hospitalerne og af forskere og undervisere på universiteterne. Derfor er undervisningsaktiviteter en meget vigtig del af det arbejde, der foregår i en CAG. Det kræver samarbejde på tværs af organisatoriske skel.
Inddragelse af eksterne parter
Det kan være fremmende for en CAG’s succes at inddrage eksterne parter f.eks. andre regioner, universiteter, hospitaler, private virksomheder og internationale miljøer. De bør inddrages i CAG’en i det omfang, det giver mening.
Kernen i en CAG er altså både det kliniske arbejde, forskning og innovation samt uddannelse og kompetenceudvikling. Alle dele skal indgå i CAG´ens arbejde.
De overordnede kriterier for en CAG-ansøgning er dokumenteret excellent forskning inden for det givne område og et klart mål for den kliniske impact.
En CAG skal have et strategisk sigte og et fagligt fokus, der går på tværs af miljøer på både universiteter og regioneners hospitaler og gerne inddrager flere miljøer i hver organisation.
Hver CAG har et forpersonskab bestående af en CAG forperson og en CAG næstforperson. Det er et kriterium, at de to personer i forpersonskabet skal have forskellige hovedansættelser (hhv. regional og universitær). Alle fire partnerorganisationer skal indgå i hver CAG som repræsenteret blandt enten CAG-forpersongruppen eller key-members, med mindre der undtagelsesvis fraviges herfra gennem godkendt dispensation fra Executive Board forud for fremsendelse af ansøgning.
Ud over de overordnede kriterier vil der i forbindelse med det enkelte call være en række mere specifikke kriterier, der skal opfyldes.
Målet
- Excellent forskning. Det kan i forskellige CAGs ske inden for alle discipliner på det sundhedsvidenskabelige område og relevante teknisk-videnskabelige områder
- Forbedret patientbehandling og samfundsmæssig værdiskabelse. Gennem styrket samarbejde på tværs skal GCHSP styrke forebyggelse, diagnostik og behandling samt bidrage til samfundsmæssig værdiskabelse. Reel værdiskabelse for borgerne, at den excellente forskning sættes hurtigt og rigtigt i anvendelse i den kliniske praksis. Klinisk impact og implementering har dermed stor betydning for de fire partnere.
- Udvikling af uddannelser og sikring af en stærk kompetenceudvikling.
Organisering
- Klar beskrivelse af governancestrukturen i relation til CAG’en internt og i relation til både universitet/-er og hospitaler
- Stærkt internationalt netværk
Kriterier
- Excellence og klinisk impact.
- Detaljeret plan for CAG-perioden herunder plan for forsknings-og uddannelsesaktiviteter.
- Plan for implementering i klinisk praksis.
- Plan for tiltrækning af den nødvendige finansiering af aktiviteter i CAG’en
- Alle partnere skal være repræsenteret i en CAG, og key member sammensætningen skal kvalificeres.
CAG’s udvælges med afsæt i åbne og tematiske opslag og i et tæt samarbejde mellem GCHSPs internationale panel og Executive Board.
Det er sekretariatet, der indledningsvist screener ansøgninger i forhold til de formelle krav. Sekretariatet sender ansøgningerne til et internationalt panel, som vurderer, om ansøgningerne er CAG-kvalificerede. Herefter udvælger det internationale panel blandt de CAG-kvalificerede et antal ansøgere til interview. Efter interviewrunden rangerer det internationale panel ansøgningerne ift. kriterierne, den faglige kvalitet og det gennemførte interview. Rangeringen behandles i Executive Board, som derefter beslutter, hvem der skal udpeges til CAG.
Mulighed for at realisere en faglig ambition
For mange forskere og klinikere på hospitalerne og for forskere og undervisere på universiteterne er både faglige og altruistiske ambitioner svære at nå på egen hånd og kræver ofte et samarbejde, som de traditionelle organisatoriske rammer ikke i tilstrækkelig grad understøtter.
Etableringen af en CAG er en gensidig forpligtelse mellem forskere og klinikere på hospitaler og forskere og undervisere på universiteter.
Intern og ekstern økonomisk støtte
Der følger en basisbevilling med det at blive CAG i form af frie midler og støtte til ph.d./post.docs. Det forventes, at den enkelte CAG efterfølgende er i stand til at tiltrække en høj grad af ekstern finansiering til sit fortsatte arbejde.
Organiseringen kan være meget forskellig fra CAG til CAG. En CAG i GCHSP forudsætter en officiel anerkendelse af samarbejdet og dets vigtighed i organisationerne. Det er helt centralt, at CAG’en har en tydelig faglig ledelse, som også er villig til at tage ansvar for den organisatoriske side af samarbejdet. Det vil sige, at der ud over den interne organisering i CAG’en også er behov for en organisering og håndtering af tilgrænsende funktioner, som måske ikke er direkte involveret i CAG’en. CAG-ledelsen skal samtidig med udvikling og fremdrift af CAG’en, sikre samarbejdet på tværs af de organisatoriske grænser.
Ledelsen i en CAG består af én CAG-Chair og én CAG-Vice Chair, som er stærke fagpersoner. Disse skal fagligt arbejde tæt sammen med direktøren for GCHSP. Chairs fra alle CAGs indgår i CAG Chairs, hvor videndeling af mere strategisk og organisatorisk karakter i GCHSP drøftes.
Derudover består en CAG også af to til fire Junior Chairs, som er udpeget af CAG Chairs.
En CAG har en række key-members, som hver repræsenterer et miljø/organisation, der bidrager til CAG’ens arbejde. Der er mulighed for at medtage key-members fra regioner og universiteter uden for GCHSPs partnerskabskreds samt virksomheder, så længe de er en aktiv del af CAG’ens drift og udvikling. Key members skal være aktive i CAGens arbejde og skal være minimum ti personer.
Den samlede bevilling er på 3 mio. kr. Når en CAG udnævnes, så modtager forpersonen 1. 5 mio. kr., der skal dække forskningsfaciliterende omkostninger i hele perioden. De kan f.eks. anvendes til en koordinator og seminarer eller andet, der understøtter CAGens translationelle arbejde.
De resterende 1.5 mio.. kr. udbetales, når de tre ph.d./post.docs. er ansat.