I Norge er man i gang med udvælgelsesprocessen af op til to Clinical Academic Groups (CAGs), der skal styrke uddannelse, forskning og innovation på sundhedsområdet. Det norske ’Samarbejdsorganet’ vil med CAGs styrke samarbejdet mellem Helse Midt-Norge RHF, universiteter og højskoler i regionen.
Om de norske CAGs fortæller Björn Gustafsson, dekan ved NTNUs Sundhedsvidenskabelige Fakultet i Trondheim, at CAGs skal være relevante med tanke på de samfundsudfordringer, vi står overfor og at der ikke er råd til at anvende enorme ressourcer i forskning, som i sidste ende ikke skaber værdi for patienterne. Der må være en impact og effekt for samfundet.
Björn Gustafsson har flere gange været formand for det Internationale bedømmelsespanel, som har udvalgt danske CAGs i Greater Copenhagen Health Science Partners siden CAG-projektets start i 2017. Han har tidligere fortalt, at man i Norge arbejdede på at starte et lignende initiativ. Nu er det her så.
Om projektet skriver Helse Midt-Norge, at CAG som værktøj er stærkt inspireret af den lignende ordning hos Greater Copenhagen Health Science Partners (GCHSP). Målet er at forbedre forskning og innovation, undervisning og kompetenceudvikling samt klinisk praksis til gavn for sundhedsydelser og befolkningen.
I GCHSP er der i skrivende stund 12 CAGs, der samarbejder om at bygge bro mellem forskning og klinik, for at sikre hurtigere og bedre behandling af patienterne.
Læs mere om Clinical Academic Groups i det norske samarbejde.