Mød ph.d.-studerende Ali Al-Mousawi

Mød ph.d.-studerende Ali Al-Mousawi

Ali Al-Mousawi

MD, ph.d.-studerende

Biotech Research & Innovation Centre, BRIC, Københavns Universitet

Grønbæk Group: Professor Kirsten Grønbæk.

Læs mere om CAG HEMATOLOGY.

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?

I mit ph.d.-projekt karakteriserer jeg T-celler og de såkaldte Natural Killer (NK)-celler samt deres funktion hos patienter med myelodysplastiske neoplasmer (MDS) og forstadiet klonal cytopeni af ukendt betydning (CCUS). Disse immunceller er vigtige for kroppens evne til at opdage og bekæmpe kræftceller, men i mange typer kræft er denne funktion forstyrret. MDS er en type blodkræft med genetiske afvigelser i de bloddannende stamceller og et fejlfungerende immunsystem; biologiske forandringer, der også kan ses i CCUS.

Projektet bygger videre på vores afsluttede randomiserede kliniske studie, EVI-2, hvor patienter med lavere-risiko MDS (LR-MDS) og CCUS dagligt fik enten C-vitamintilskud i pilleform eller placebo i 12 måneder. Studiet viste færre alvorlige infektioner, øget overlevelse samt lavere niveauer af immunsystemets sygdomsassocieret signalstoffer blandt de patienter, der fik C-vitamin, sammenlignet med placebo. Disse resultater har dannet grundlag for hypotesen i mit ph.d.-projekt, at de observerede kliniske fordele ved C-vitamintilskud, skyldes dets molekylære virkning på immunsystemet.

Til at karakterisere T- og NK-celler anvender jeg nedfrosne patientprøver fra EVI-2. Da prøverne er indsamlet både før og efter behandling med enten C-vitamin eller placebo, vil jeg samtidig undersøge, om C-vitamin har en målbar biologisk effekt på T- og NK-celler hos patienter med LR-MDS og CCUS. Aktuelt undersøger jeg, om de genetiske afvigelser (mutationer), der allerede er identificeret i de bloddannende stamceller fra knoglemarven i EVI-2 studiet, er til stede i T- og NK-celler isoleret fra blodprøver taget inden behandlingsstart. Dynamikken i disse mutationer samt den mulige effekt af C-vitamin vil yderligere blive analyseret ved hjælp af patientprøver indsamlet efter afsluttet behandling. For at belyse den funktionelle betydning af mutationerne for T- og NK-cellernes sammensætning og funktion vil jeg anvende flowcytometri. Jeg vil også udføre RNA-sekventering til at undersøge mutationernes indflydelse på genudtrykket i immuncellerne samt DNA-methyleringsanalyser, der kan give indsigt i, hvordan genernes aktivitet styres. For at kunne udføre disse avancerede molekylære undersøgelser trækker jeg, ud over erfaringerne fra min egen forskningsgruppe, på tæt samarbejde med førende nationale og internationale forskere.

Mit ph.d.-projekt vil bidrage med en dybdegående karakterisering af T- og NK-celler hos patienter med LR-MDS og CCUS og undersøge, hvordan C-vitamintilskud påvirker disse centrale immunceller i de tidlige stadier af sygdomsforløbet. Da alle kliniske oplysninger fra EVI-2 studiet allerede er tilgængelige, giver det mulighed for at koble molekylære ændringer i T- og NK-celler med kliniske data og dermed undersøge, om de observerede fordele ved C-vitamintilskud på sygdomsforløbet kan være relateret til ændringer i immuncellernes funktion og sammensætning.

Hvad betyder det at være en del af en CAG?

At være en del af CAG for Translationel Hæmatologi er noget særligt for mig som ph.d.-studerende, idet jeg får mulighed for at arbejde i et tværfagligt miljø, hvor klinikere og basalforskere samarbejder tæt om at forstå og forbedre behandlingen af blodsygdomme. Det giver mig en unik indsigt i, hvordan forskning kan omsættes til konkret klinisk betydning, og hvordan resultater fra laboratoriet kan gøre en forskel for patienterne.

Som ph.d.-studerende er det en stor fordel at være en del af et netværk, hvor jeg kan sparre med erfarne forskere og klinikere. Det giver både faglig inspiration, nye samarbejdsmuligheder og en fornemmelse af at være en del af et større fællesskab, der arbejder for at løfte den translationelle hæmatologiske forskning.

CAG ROAD, transparant knæ, røde knogler, gråt ben, hvid baggrund