Mød Ph.D Maria Pals Bendixen
CAG BACINFECT
Maria Pals Bendixen,
Læge, Ph.d.
Klinisk Mikrobiologisk Afdeling
Rigshospitalet

Hvad går dit ph.d.-projekt ud på?
I mit ph.d.-projekt har jeg undersøgt hvordan en ny behandling med modulatorstoffer, der korrigerer en defekt kloridkanal hos personer med cystisk fibrose (pwCF), påvirker de hyppige luftvejsinfektioner som ses ved denne sygdom. CF er en arvelig sygdom, der medfører ophobning af sejt og tyktflydende slim i lungerne, hvilket ofte resulterer i kroniske lungeinfektioner og vævsskade. Den nye behandling, der blev indført i de danske CF klinikker i 2020, har haft stor betydning for pwCF, og har blandt andet ført til forbedret lungefunktion, nedsat slimproduktion og mindre hoste.
I mit projekt har jeg anvendt forskellige metoder til at undersøge hvordan bakterierne i luftvejene påvirkes af modulator behandlingen. Jeg har analyseret luftvejsprøver fra alle danske pwCF der er startet behandling, i en periode på 5 år før behandlingsstart til 3 år efter, hvor jeg fandt at der var færre bakterieinfektioner efter start af modulator behandling. Derudover har jeg undersøgt forløbet hos personer der var kronisk inficeret med bakterien Pseudomonas aeruginosa, en alvorlig infektion som er svær at udrydde med antibiotika. Ved hjælp af DNA-analyser har vi undersøgt om det er den samme bakteriestamme der forbliver i lungerne eller om nye kommer til, og her fandt jeg at det overvejende er den samme bakterie der bliver i lungerne til trods for den nye effektive behandling. Endeligt har jeg arbejdet med cellemodeller, hvor luftvejsceller fra pwCF, dyrkes i laboratoriet og behandles med modulatorstoffer. Efterfølgende har jeg inficeret cellerne med P. aeruginosa, for at undersøge hvordan celler og bakterier interagerer, og kunne jeg eftervise de positive kliniske resultater.
Hvad betyder det at være en del af en CAG?
Til daglig arbejder jeg som læge på Afdeling for Klinisk Mikrobiologi, hvor vi analyserer alle prøver fra patienter på Rigshospitalet for mikroorganismer. De seneste år har vi haft mange diskussioner om, hvordan denne nye behandling vil påvirke luftvejsinfektionerne hos pwCF, -og også om det vil ændre vores diagnostiske arbejde i laboratoriet. At kunne tage en klinisk problemstilling med ind i laboratoriet og undersøge den i dybden har været utroligt spændende for mig. Samtidig har jeg været en del af et tværfagligt forskningsteam, med andre ph.d.-studerende fra CAG BACINFECT. Vi supplerer hinanden rigtig godt med vores forskellige baggrunde, hvilket gør samarbejdet både lærerigt og inspirerende.