Har du længe overvejet, hvordan du kan samle en stærk forskningsgruppe på tværs at universiteter og hospitaler? Og synes du, det lyder som en spændende udfordring at lede et samarbejde med stærke profiler inden for dit fagområde?
Kom til informationsmøde og hør om hvad der skal til for at blive en Clinical Academic Group. Bliv klogere på hvordan du med dine nuværende samarbejdspartnere eller andre eksperter inden for dit forsknings- og behandlingsområde etablerer et stærkt samarbejde med basalforskere og kliniske forskere.
Deadline for ansøgninger er den 20. februar 2020 kl. 12.00.
Læs opslaget og tilmeld dig et af de fire informationsmøder
Hvem kan deltage?
Interesserede forskere, forskningsledere, eventuelle samarbejdspartnere samt øvrige interesserede kan deltage.
Hvorfor ansøge om at blive CAG?
En CAG skal fremme excellent forskning med henblik på bedre behandling til patienterne.
Ved at etablere en CAG er du og dine kolleger med til at samle klinik, forskning, uddannelse og efteruddannelse på tværs af universiteter og hospitaler. På den måde kan I øge kvaliteten i forskningen samt medvirke til, at de nyeste forskningsresultater hurtigere omsættes i praksis til gavn for patienterne.
Med støtte fra GCHSP får CAGs effektiv adgang til bistand fra partnerskabsorganisationernes støttefunktioner til etablering af et stærkt tværgående samarbejde mellem forskningen og den kliniske praksis.
Hvem kan søge om at blive CAG?
GCHSP-samarbejdet består af fire store aktører inden for sundhedsområdet. Region Hovedstaden, Region Sjælland, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Formandskabet for den enkelte CAG skal derfor bestå af én repræsentant med hovedansættelse på et af de to universiteter og én repræsentant med hovedansættelse i én af de to regioner. Alle fire partnerorganisationer skal indgå i hver CAG repræsenteret enten i CAG-formandskabet eller blandt de op til 10 key-members.
Læs mere om kriterier for at blive CAG
Har du spørgsmål til CAG Call 2020, kan du kontakte GCHSP-sekretariatet på gchsp@ku.dk.
Informationsmøder – vælg det tidspunkt der passer dig bedst
- Den 28. oktober 2019: Kl. 10.30 – 12.00, Auditorium 74, Bygning 421, Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Kollegiebakken 13A, 2800 Kongens Lyngby.
- Den 30. oktober 2019 kl.10.00 – 11.30: Lille Auditorium, Herlev Hospital, Borgmester Ib Juuls Vej 1, 2730 Herlev.
- Den 30. oktober 2019 kl. 14.00 – 15.30: Mærsk Tårnet, 15. sal, Faculty Lounge, Blegdamsvej 3B, 2200 København N
- Den 5. november 2019: Kl. 13.00 – 14.30, Store Auditorium, Vestermarksvej 16, Sjællands Universitetshospital Roskilde.
Ved møderne kan du høre om, hvad det vil sige af være en CAG samt om hvilke kriterier der er for at ansøge. Du kan også høre en eksisterende CAG fortælle, om hvordan de arbejder som CAG og om vejen frem til udnævnelsen. Desuden får du rig mulighed for at stille spørgsmål til oplægsholderne.
Baggrund
GCHSP har siden 12. juni 2017 arbejdet for excellent forskning med en hurtigere implementering af forskningsresultater i den kliniske praksis. Det gør vi bl.a. ved at styrke samarbejde på tværs af regioner og universiteter gennem en række Clinical Academic Groups (CAGs). I 2018 er samarbejdet udvidet fra 2 til 4 partnerorganisationer og i dag er der i alt udnævnt 12 CAGs.
Læs om de 12 CAGs i Greater Copenhagen Health Science Partners