Deres excellente forskning skal bidrage til at løse alvorlige sundhedsudfordringer inden for kvinders sundhed, integration af celle- og genterapi, inflammatoriske tarmsygdomme, udvikling af digitale hjælpemidler til hjemmebehandling, implementering af hjemmebehandling samt vaccineforskning hos voksne høj-risiko patienter.
Familien af excellente Clinical Academic Groups (CAG) vokser nu fra 21 til 27. I et stærkt ansøgerfelt har Executive Board i forskningspartnerskabet Greater Copenhagen Health Science Partners (GCHSP) valgt seks nye CAG’er, der skal tackle nogle helt aktuelle sundhedsudfordringer til gavn for en bred gruppe af patienter.
Fælles for de seks nye CAG’er er, at de til fulde lever op til kriterierne om, at forskningsgrupperne skal være excellente, at forskningen skal have direkte betydning i klinikken, og at CAG’en skal bidrage til visionær uddannelse og opkvalificering. De skes nyudnævnte CAG’er er:
CAG WHIP – Women’s Health in a Life Course Perspective
Chair: Professor Henriette Svarre Nielsen, Hvidovre Hospital.
Vice Chair: Professor Majken Karoline Jensen, Københavns Universitet.
CAG-ATMP: Accelerating Clinical Integration of Cell and Gene Therapies
Chair: Professor Inge Marie Svane, Herlev Hospital.
Vice Chair: Professor Sine Reker Hadrup, DTU.
CAG PRECISE-IBD – Precision Medicine and Prognostic Stratification in Inflammatory Bowel Disease
Chair: Professor Johan Michael Burisch, Hvidovre Hospital.
Vice Chair: Professor Torben Hansen, Københavns Universitet.
Clinical Academic Group on Digital Phenotyping for Home-based Treatment and Care
Chair: Professor Jakob Eyvind Bardram, DTU.
Vice Chair: Professor Thea Kølsen Fischer, Nordsjællands Hospital.
Clinical Academic Group – HOME
Chair: Professor Christian Sylvest Meyhoff, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.
Vice Chair: Associate Professor Boris Düdder, Københavns Universitet.
Clinical Academic Group for Translational Vaccine Research in High-Risk Adults
Chair: Professor Zitta F. B. Barrella Harboe, Nordsjællands Hospital.
Vice Chair: Professor Lea Klingenberg Barfod, Københavns Universitet.
GCHSP er et partnerskab mellem Københavns Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Region Sjælland og Region Hovedstaden og har til formål at fremme excellent forskning og nyttiggørelse, så vigtige forskningsresultater hurtigere kommer patienter til gavn.
I år modtog GCHSP i alt 17 ansøgninger fra forskergrupper på tværs af de fire organisationer. GCHSPs internationale panel har nomineret ansøgerne og GCHSPs Executive Board har udpeget de seks nye CAGs, fortæller direktør for GCHSP, professor Ruth Frikke-Schmidt.
”Det er en stor glæde, at vi nu har udnævnt de seks nye CAGs. Der har været mange spændende ansøgningerne, men jeg noterer mig, at de valgte CAG’er alle imødekommer relevante og presserende udfordringer for vores sundhedsvæsen. Vi er stolte af de 27 CAGs, som nu er en del af forskningssamarbejdet. Vi tror på, at et styrket samarbejde som vores kan blive afgørende for at løse aktuelle og fremtidige udfordringer”, siger Ruth Frikke-Schmidt.
Fakta:
Greater Copenhagen Health Science Partners
Region Hovedstaden, Københavns Universitet, DTU og Region Sjælland lancerede i 2020 det ambitiøse sundhedsvidenskabelige forskningspartnerskab, Greater Copenhagen Health Science Partners (GCHSP).
Med de seks nye forskningsgrupper driver partnerskabet nu 27 forskellige Clinical Academic Groups (CAG), som skal løfte forskning og uddannelse i Østdanmark med nationalt og internationalt udsyn.
Den enkelte CAG skal bidrage til sundhedsområdet med nye forskningsresultater, øget kvalitet i det kliniske arbejde, hurtigere implementering af resultater og en evne til at tiltrække eksterne forskningsmidler. Det sker gennem et stærkt fagligt netværk med et fælles strategisk sigte på tværs af miljøer på både universiteter og på regionens hospitaler.
Læs mere om forskningspartnerskabet og de 27 CAG’er på GCHSP’s hjemmeside: https://gchsp.dk/